Fremstillingen af det, som siden hen er blevet til cognac, går tilbage til midten af 1500-tallet, hvor der var en stor eksport af bl.a. vine fra Charente i Cognac området (Frankrig) til især de franske og andre kolonier over hele verden.
Grunden, til at man i Cognac destillerede vinen i stedet for at drikke den, var dels de skattemæssige årsager, hvor Ludvig XIII og kardinal Richelieu i 1640 indførte skat på vin for at undgå overflods-produktion, og dels fejderne mellem protestanterne og katolikkerne.
Det var især Huegenotterne der prægede egnen, og i kampen for deres protestantiske tro, knyttede de forbindelser mod nord, især med hollænderne, som ønskede drikke, der var ”kolde i munden, men som gjorde blodet mere hedt og varmere i maven”.
Charente/cognac-regionen havde i forvejen et udbygget eksport-net af andre varer, bl.a. salt og vin.
På den måde opnåede cognac’en hurtigt en pæn udbredelse og den blev hutigt meget populær, især i London.
Transporten skete primært ad søvejen, men af pladshensyn, for at snyde tolderne og fordi vinen ikke var særligt velegnet til transport, begyndte man at koge vinen og koncentrere den.
Hollænderne kaldte dette vinkoncentrat brandewijn, deraf ordet brandy, og det skulle fortyndes med vand, inden det kunne drikkes.
I slutningen af 1700-tallet opdagede man, at den brandewijn, der blev sendt til de fjerntliggende kolonier, blev bedre på grund af den længere lagringstid på træfade.
Drikken blev rundere, blidere og gylden, når den var henlagt på træfade og det smagte godt uden at blande den med vand. Hermed var spiritustypen brandy/cognac opfundet.
Siden 1700-tallet er fremstillings- og lagringsmetoderne blevet forbedret og forfinet, men det er fra denne periode, at grundlaget for fremstillingen af brandy/cognac blev skabt.
I 1870’erne angreb en vinlus phylloxera vinstokkene, og Cognac-regionen blev kastet ud i sin værste krise.
Hele 280.000 hektarer med vinstokke blev reduceret til bare 40.000 hektarer i 1893.
Det var først i 1922 at Cognac-regionen igen var kampklar. Regionen slap nådigt igennem 2. verdenskrig, og som et resultat af efterkrigstidens økonomiske opsving i Vesteuropa, Amerika og Asien oplevede cognac nye tider.
Med sammenbruddet af den asiatiske økonomi og den skotske single malt whiskys fremdrift befandt Cognacregionen sig igen i krise.
I dag forsøger flere mindre cognac-bønder selv af markedsføre deres cognac, i stedet for at overlade det til de store cognachuse Hennessy og Martell som også tager sig godt betalt.